Forsikredes krav om erstatning forældes efter tre år. Fristen begynder at løbe ved udløbet af det kalenderår, hvor forsikrede fik nødvendig kundskab om det forhold, der begrunder kravet. Kravet forældes dog senest ti år efter udløbet af det kalenderår, hvor havariet fandt sted.
Ved ansvarsforsikring forældes assurandørens ansvar dog ikke på et tidligere tidspunkt end efter de regler, der gælder for forsikredes erstatningsansvar.
Krav, som er anmeldt til assurandøren før forældelse er indtrådt, vil ikke rammes af forældelse før 6 måneder efter den forsikrede har modtaget skriftlig underretning om at forældelse vil blive påberåbt. Underretningen skal indeholde oplysning om, hvordan forældelsesperioden afbrydes. Forældelsesperioden vil ikke blive forlænget efter denne bestemmelse, såfremt mere end 10 år er forløbet inden assurandøren blev bekendt med kravet.