Hvis der samtidigt bliver udført reparationer, der omfattes af forsikringen, og arbejder der ikke omfattes af nogen tidstabsforsikring, men som:
- udføres til opfyldelse af pålæg givet af klassifikationsselskabet, eller
- er nødvendige af hensyn til skibets evne til at opfylde kravene til teknisk og operativ sikkerhed eller sine kontraktforpligtigelser eller
- gælder ombygning,
erstatter assurandøren halvdelen af reparationstiden fælles for begge kategorier af reparationer, der falder udenfor selvrisikoperioden.
Bliver der samtidigt udført reparationer vedrørende to havarier, som begge omfattes af forsikringen, gælder regelen i stykke 1 ligeledes for den tid, der falder inden for selvrisikoperioden for det ene havari, men ikke inden for selvrisikoperioden for det andet havari.
Hvis der samtidigt bliver udført reparationer, som omfattes af forsikringen, og arbejder, som omfattes af en anden tidstabsforsikring, erstatter assurandøren halvdelen af reparationstiden fælles for begge kategorier af reparationer, der falder uden for selvrisikoperioden. Dette gælder også, hvor reparationen under den anden forsikringsaftale finder sted i selvrisikoperioden under denne forsikringsaftale. Bliver der derudover samtidigt udført arbejder, som ikke omfattes af nogen tidstabsforsikring, men som falder inden for stykke 1, erstatter assurandøren kun en fjerdedel af den fælles reparationstid, der falder uden for selvrisikoperioden.
Ved anvendelse af reglerne i stykke 1 til 3 skal hver enkelt kategori af arbejde anses for at være pågået i det antal dage, arbejderne ville have krævet, hvis hver kategori af arbejde var blevet udført separat, regnet fra det tidspunkt, hvor arbejderne blev påbegyndt. Medmindre forholdene klart udpeger et andet tidspunkt, antages alle kategorier af arbejde at være påbegyndt ved skibets ankomst til værftet. Den forsinkelse, som måtte opstå, fordi flere kategorier af arbejder er blevet udført samtidigt, skal belastes alle kategorier i forhold til det antal dage, arbejderne ville have krævet, hvis de var blevet udført separat, regnet fra det tidspunkt, hvor hver enkelt kategori af arbejde blev påbegyndt. Assurandørens ansvar kan dog ikke overstige det beløb som skulle have været betalt hvis den kategori af arbejde for hvilken han er ansvarlig var blevet udført separat.